VIL DU VÆRE ÆGDONOR OG GØRE EN FORSKEL FOR ET BARNLØST PAR?

Overvejer du at blive donor, skal du vide at der er et barnløst par, som vil betragte din donation som den største gave de har fået. Vi opfordrer alle typer af unge kvinder uanset etnisk oprindelse til at donere æg og hjælpe et barnløst par. Du kan også hjælpe ved, at fortælle venner og familie om behovet for ægdonation og på den måde være med til, at det bliver naturligt for unge kvinder at donere æg.

Du får 7000 kr. hver gang du donerer æg. Du kan donere på forskellige klinikker, offentlige som private. Du må donere 6 gange i alt.

LOVGIVNING OG KRAV TIL DIG DER ØNSKER AT VÆRE ÆGDONOR HOS VITANOVA

Hvis du ønsker at blive donor, skal du være mellem 18 og 35 år. Du skal være fysisk og psykisk sund og rask og må ikke have arvelige sygdomme i familien. Inden start på ægdonationen, skal du testes for HIV, Hepatitis (leverbetændelse type B og C) og syfilis. Det er tests, som vi tager på klinikken, og de må ikke være mere end 30 dage gamle på donationstidspunktet, derfor kan du opleve de vil blive taget flere gange.

Du må maksimalt donere 6 gange og der skal gå mindst en måned mellem donationerne.

Ægdonation er på helt frivillig basis og derfor kan du inden ægudtagningen er sket, trække dit tilbud om donation tilbage.

Som ægdonor har du ingen rettigheder eller pligter overfor barnet, ligesom barnet heller ikke har nogen arveret i forhold til dig.

TYPER AF DONATION

Non-contact donation (anonym, ikke kontaktbar)

Ægdonationen kan foregå helt anonymt, hvilket betyder at du ikke kender modtageren og at modtageren ikke kender dig. Der kan ikke udleveres flere oplysninger om dig end dem der står på donor evalueringen og at du vil forblive anonym for modtageren og eventuelle børn fra din donation.

Åben donation (kontaktbar)

Du kan også vælge at donere som åben donor. Det betyder at du er anonym på donationstidspunktet, men du giver tilladelse til at barnet, når det fylder 18 år, kan kontakte Vitanova og få mere viden om dig. Vi kontakter dig inden vi udleverer dine oplysninger. De der modtager dine æg kan ikke få udleveret disse oplysninger og det er heller ikke muligt for dig at få oplysninger om dem.

Kendt donation

Har du en veninde, søster eller kender en kvinde, som du ønsker at donere æg til, så kaldes det kendt donation. Det par du donerer til behøver ikke være på venteliste, men kan starte behandling når blodprøver, donor evaluering, lægesamtale og lægeundersøgelse er foretaget.

ÆGDONATIONSFORLØBET

Det er mere kompliceret for en kvinde at donere end det er for en mand, idet hun skal gennem et længere forløb med hormonstimulation, og det ubehag der er ved at få taget æggene ud af æggestokkene.

Hormonstimulationen gives med en lille tynd kanyle, som du stikker ind i dit maveskind. Det gør som regel ikke ondt, og vi giver dig grundig vejledning i hvordan du skal gøre det, når du kommer til samtale hos os. Du bliver stimuleret i ca. 10 dage og herefter skannes omkring to gange i forløbet. På skanningerne ser lægen om du udvikler æg. Lægen kan justere på din hormondosis med det formål, at opnå det ønskede antal æg. Du skal starte med hormonstimulation på anden dag i din cyklus.

Ca. 2 uger efter du er startet med hormonstimulationen, skal du komme til ægudtagning. Du skal møde på Vitanova tidligt om morgenen, og du kan ikke tage på arbejde denne dag. Før selve ægudtagningen møder du sygeplejersken, som vil spørge hvordan du har det, måle dit blodtryk og lægge en kanyle i din arm. Kanylen bruges til at give dig smertestillende medicin under ægudtagningen, for at gøre behandlingen så blid som muligt for dig. Der er ikke tale om store mængder medicin, og du vil kunne forlade klinikken en times tid efter, du har fået taget æggene ud. Det er vigtigt at du holder dig i ro resten af dagen.

Når æggene er taget ud, bliver de befrugtet i laboratoriet. De befrugtede æg skal stå i varmeskab i to døgn og udviklingen følges af bioanalytikerne undervejs. Nogle dage efter ægudtagningen lægges et af de befrugtede æg op i modtagerens livmoder. Derefter håber vi blot at det udvikler sig til en graviditet og et barn. Resterende befrugtede æg fryses og kan bruges senere af parret, som du donerer til – og kun af dem.

KONTAKT OS

Hvis du ønsker at være ægdonor er du meget velkommen til at kontakte os telefonisk på 33 33 71 01 eller på mail info@vitanova.dk. Vi har altid tid til at svare spørgsmål og til at fortælle dig om forløbet. Du kan også bestille tid til en uforpligtende samtale med vores ægdonationskoordinator.

Hele vejen gennem forløbet har vi haft en oplevelse af, at vores ønske var Vitanovas fornemmeste opgave. Vi vil ikke tøve et øjeblik med at anbefale Vitanova til andre i samme situation som os

- Lasse & Ditte -