HVAD BETYDER HORMONSTIMULATION? 

Ved hjælp af medicin, som efterligner kvindens hormoner, kan vi stimulere til at der dannes flere end et æg i æggestokken. Hos kvinder, hvor der sjældent dannes follikler, kan de medicinske hormoner ”forstærke” kvindens egne.

HVEM HAR BRUG FOR HORMONSTIMULATION?

Vi bruger hormonstimulation til de kvinder, hvis hormonprøver viser at hendes egne hormoner ikke fungerer optimalt. Vi understøtter dermed hendes egne hormoner ved at tilføre nogle medicinske. Hvis kvinden har PCO er det som regel helt nødvendigt med hormonstimulering.

Hvis kvinden skal have IVF bruger vi hormonstimulering for at øge antallet af æg der dannes til 6 – 8 æg. Dette er for at få det maksimale ud af IVF behandlingen, som er relativ dyr og også er et større indgrev.

HVORDAN KAN JEG SIKRE ÆGLØSNING?

Vi kan sikre at der er ægløsning på det rette tidspunkt ved at give en sprøjte med ægløsningshormon.

KAN JEG SELV TAGE ÆGLØSNINGSSPRØJTE? 

Ja og du skal typisk gøre det sent om aftenen. Det er let at tage sprøjten selv og vi aftaler på hvilket tidspunkt du skal gøre det.

ER HORMONSTIMULATIONEN FARLIG?

Generelt er hormonstimulation ikke farlig. Vi bruger meget milde hormonpræparater og der er normalt ikke bivirkninger. Det er i en relativt begrænset periode du skal tage medicinen, så det påvirker ikke kroppen.

PROGESTERON EFTER IUI?

Der findes ikke undersøgelser, som beviser at Progesteron har gavnlig effekt efter IUI i naturlig cyklus.

Vi anbefaler derimod brug af Progesteron efter IUI i hormonstimuleret cyklus.

SKAL JEG TAGE FOLINSYRE ALLEREDE INDEN JEG BLIVER GRAVID?

Det anbefales i Danmark. Bedste effekt opnås, hvis man starter allerede tre måneder inden graviditeten indtræder. Det er ikke farligt at blive ved med at tage Folinsyre selvom graviditeten lader vente på sig.

SKAL JEG TAGE D VITAMIN?

Nogle undersøgelser viser at nordboere ofte har et lavt D-vitamin niveau, som skyldes de lange, mørke vintermåneder. Er det dit tilfælde, så anbefaler vi at du tager et tilskud, ellers ikke.

Vil du vide mere?

Kontakt os på telefon: +45 33 33 71 01 eller mail: info@vitanova.dk