Gode råd til alle, der planlægger en graviditet
Hvis du er gravid eller ønsker at blive gravid, er det vigtigt at føre en sund livsstil – både for dig og dit barn. Hos Vitanova har vi samlet en række råd til at skabe gode vaner i dit liv, både før, under og efter din graviditet.
Motion
God kondition samt stærke muskler, knogler og led giver gode forudsætninger for en sund graviditet. Sørg for at få 30 minutters moderat fysisk aktivitet om dagen. Har du været meget fysisk aktiv inden graviditeten, kan du fortsætte med de samme aktiviteter på et let nedsat niveau. Har du ikke været så aktiv før graviditeten, er det godt, hvis du begynder at motionere på et moderat niveau.
Vægt
Du skal ikke spise for to. Nogle gravide føler sig mere sultne end ellers, men ekstra-behovet svarer kun til ca. 100 kalorier om dagen i begyndelsen af graviditeten. Behovet stiger til ca. 500 ekstra kalorier om dagen mod slutningen af graviditeten. Hvis du spiser mere, end du har behov for, sætter det sig sandsynligvis som fedt. Mange kvinder tager for meget på under graviditeten og kommer ikke af med de overflødige kilo efter fødslen. Den største vægtstigning sker i den sidste del af graviditeten, hvor du kan tage ½ kg på om ugen.
Vitaminer
Nogle vitaminer og mineraler skal du have flere af. Andre må du ikke få for mange af – det gælder fx A-vitamin. En multivitamin-mineralpille til gravide dækker dit behov for bl.a. folinsyre og D-vitamin under hele graviditeten. Herudover skal du tage 40-50 mg jern dagligt fra graviditetsuge 10 og evt. kalk. Jerntilskuddet optages bedst, hvis det tages mellem måltiderne sammen med et glas frugt- eller grønsagsjuice. Kalk fås nemmest gennem mælk og mælkeprodukter. Hvis du ikke indtager mælkeprodukter, så tag et tilskud på 500 mg kalk dagligt gennem hele graviditeten.
Kost
Nogle gravide får større appetit og kan få kvalme, når de er sultne. Hvis du har det sådan, er det en god idé at spise flere, men mindre måltider. Og det, du spiser, bør være sundt. Følg de officielle kostråd. Dem kan du se på www.altomkost.dk.
Kaffe
Drik ikke mere end 3 kopper kaffe om dagen, og begræns mængden af andre drikkevarer, der indeholder koffein, fx te og cola.
Rygning
Rygning er skadeligt for barnets vækst. Det er derfor bedst at holde op med at ryge, allerede når graviditeten planlægges.
Medicin
Er du i behandling med medicin i den periode, hvor du planlægger graviditet, bør du tale med din læge, om behandlingen skal fortsætte, ændres, eller stoppes.
Alkohol
Alkohol kan skade barnet, fra graviditeten indtræder og frem. Da det kan være svært at kende det nøjagtige tidspunkt for undfangelsen, bør du lade være med at drikke alkohol, hvis du planlægger graviditet.