• da
  • en
  • de
  • it
  • sv
  • fr

Hormonstimulering

horm01

Ved hormonstimuleringen stiler vi mod, at du danner 8 – 12 æg. Det er det optimale antal for at opnå graviditet. Nogle kvinder danner færre æg, andre flere. Alle de æg, vi tager ud ved aspirationen bliver befrugtet i laboratoriet. De æg, der ikke skal lægges tilbage i livmoderen, fryser vi ned. De frosne æg må vi opbevare i indtil 5 år.

Hormonstimuleringen kan foregå på to måder, kort behandling eller lang behandling med nedregulering. Ved den første samtale med os, aftaler vi hvilken af de to der er bedst for dig. Den korte behandling giver et mere mildt forløb set i forhold til hormonstimulering. Den lange behandling med nedregulering er at foretrække, hvis du bor langt væk, da den ikke kræver så mange besøg hos os undervejs.

Kort behandling

Ved den korte behandling følger hormonstimuleringen din naturlige cyklus. Man kan sige at vi forstærker virkningen af dine egne hormoner, så der dannes flere æg. Det giver færre bivirkninger end ved den lange behandling, hvor kvindens egne hormoner sættes helt ud af spillet. Netop fordi vi følger din naturlige cyklus, er den korte behandling sværere at tilrettelægge, da du skal komme til flere skanninger undervejs. Hvis du bor langt væk, kan du blive skannet hos din egen gynækolog, forudsat at vi får kopi af skanningssvaret, så vi kan rådgive dig i forløbet.

Lang behandling med nedregulering

horm02Behandlingen indledes med en nedregulering af dine egne hormoner. Det betyder, at du kommer i en hormonel tilstand som ved overgangsalderen. Nogle kvinder får derfor også symptomer som hedeture og påvirkning af følelserne. Behandlingen har den fordel, at ægudtagningen kan udskydes et par dage, således at du selv kan have indflydelse på hvornår det passer bedst for dig at komme til ægudtagning. Hvis du bor langt fra Vitanova, kan din egen gynækolog foretage de nødvendige skanninger.

Overstimulering med hormoner

Hvis du danner flere æg end 8 – 12, er der i perioden efter ægoplægning risiko for en overstimulering. Symptomerne på overstimulering er, at du tager mere end et kilo på dagligt. Din mave bliver stor og spændt, og du kan få problemer med vejrtrækningen samt kvalme. Symptomerne skyldes, at der ved overstimulation ophober sig væske i bughulen. Overstimuleringen er værst ca. en uge efter ægudtagning og går normalt over efter en til to uger. Overstimulering ses sjældnere i dag end tidligere, fordi hormondosis er blevet lettere at regulere individuelt. Alle der bliver hormonstimuleret får tendens til ømhed i underlivet og oppustet mave. For at lette disse symptomer er det vigtigt at du drikker 3 – 4 liter væske pr. døgn efter ægudtagningen. Får du symptomer på overstimulering skal du kontakte os.

Medicinudgifter

Du skal regne med at bruge 14.000 – 16.000 kr. pr. behandling til medicin / hormoner. Vi hjælper dig med ansøgning mhp. medicintilskud fra sygesikringen. Egenbetalingen for et forløb er ca. 3.000 kr.

Praktisk info

Vitanova
Vester Voldgade 106,3
DK-1552 DK-1552 København V
+45 33 33 71 01
+45 33 33 72 01
info@vitanova.dk

Der er elevator i ejendommen.

Åbningstider

Mandag - søndag: 8:00 - 16:00

Telefontider

Mandag: 8:00 - 15:30
Tirsdag: 8:00 - 15:30
Onsdag: 8:00 - 15:30
Torsdag: 8:00 - 15:30
Fredag: 8:00 - 12:00
Lørdag: 8:00 - 12:00
Søndag: 8:00 - 12:00

Vi har åbent alle dage, året rundt.

Hurtig valg

Find os